Tjekhvalpen.dk
Spring over navigationslinks
Inden hvalpekøb
- Før du vælger hvalp
- Besøg hvalpen
- Spørg ind til hvalpens ophav
- Tjek af chip og papirer
- Køb af hvalp i udlandet
Købeloven
Regler for kenneler
Sygdomme
Rabies (hundegalskab)
Giardia
Leptospirose
Parvovirus
Amerikansk hjerteorm
Babesiose og hepatzoonose

Leptospirose

Hvad er Leptospirose?
Leptospirose er en sygdom, som skyldes infektion
med bakterien Leptospira. Der er to forskellige slags
spirokæter, der har betydning for udviklingen af to varianter
af sygdommen leptospirose hos hunde. Stuttgarter-hundesyge
og Weilsk syge.

Smitteveje
Leptospirerne er bevægelige bakterier, som oftest trænger
ind gennem små sår eller rifter i huden. Indtrængen gennem
slimhinder (mundhulen og øjesækken) samt overførsel ved bid
af gnavere er også muligt. Undersøgelser hos mennesker og
hund peger på, at det er rotten og musens typer, der er hyppigst
forekommende. Leptospira har en forkærlighed for nyrerne, hvor de
"gemmer sig". Herfra udskilles de med urinen til jorden. Regn kan
sprede bakterien til bække, søer og kloakker.

Hvad er risikoen for, at din hund får Leptospirose?
Leptospirose ses over hele verdenen, men hyppigst i varme og fugtige klimaområder. Da smitten overføres med rotter og mus og udskilles via urin, er god hygiejne og sikring imod rotter og mus med til at reducere risikoen for smitte.
I Danmark ses sygdommen relativt sjældent, men den optræder især i sommer og efterårsmånederne.

Kan Leptospirose smitte til mennesker?
Begge hundens typer Leptospira bakterier er zoonoser, hvilket vil sige, at de kan smitte til mennesker. De forekommer dog meget sjældent herhjemme.

Forebyggelse
Da det i praksis ikke er muligt at holde hundene bort fra risikoområder, er den bedste beskyttelse at forebygge ved vaccination. I mange år har danske hunde haft mulighed for vaccination mod leptospirose.
Undersøgelser har vist, at vaccination giver en god beskyttelse i forhold til ikke-vaccinerede hunde.

Symptomer
Sygdommen kan komme til udtryk på forskellig måde hos hunden. Nogle tilfælde er svage og forbigående, andre mere alvorlige. Enkelte hunde kan blive akut syge og dø. Forskellen i sygdomsgraden kan ligge i flere forhold: mængden af smitstof hunden belastes med, hvilken serotype det drejer sig om, om immunsystemet er svækket og endelig i hvilken grad, hunden er beskyttet ved vaccination.
Symptomerne er uspecifikke. Der kan ses træthed, manglende appetit, ømhed i muskulaturen, diarré og opkastning. Senere i forløbet kan i nogle tilfælde ses øget drikkelyst, øget tisseri eller gule slimhinder.

For Stuttgarter-hundesyge knytter symptomerne sig tæt til bakteriens skader på nyrevævet. Beskadigelsen af nyrevævet kan ske hurtigt eller langsomt, evt. over flere år.
For Weilsk syge er symptomerne pludselig feber, nedstemthed, gulsot, hvor hud og slimhinder farves gule og afslører leverbeskadigelse.
Opkast og blodig diarré kan forekomme. Øjets slimhinder er ofte meget blodsprængte og småblødninger i mundens slimhinde kan forekomme.
Døden kan indtræffe inden for timer eller dage efter symptomernes opståen.

Behandling
Stuttgarter-hundesyge behandles med antibiotika kombineret med understøttende behandling, som f.eks. væskebehandling og diæt.
Weilsk syge vil ofte forløbe så hurtigt, at man ikke kan nå at behandle hunden. Hvis antibiotikabehandling iværksættes hurtigt nok, kan man nå at forebygge bakteriens indtrængen i nyrer og lever. Men da sygdomsforløbet som regel er kort, vil behandlingen ofte ikke have den fornødne effekt.

Fremtid
Ved Stuttgarter-hundesyge er prognosen god, fordi behandlingen med antibiotika er effektiv.
Ved Weilsk syge er prognosen ringe, da forløbet er kort og dødeligt.